afdingen

Dutch

Etymology

From af +‎ dingen.

Verb

afdingen

1. to haggle

Conjugation

Conjugation of afdingen (strong class 3, separable)

infinitive	afdingen
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	ding af	dong af	afding	afdong
2nd person singular	dingt af	dong af	afdingt	afdong
2nd person sing. (gij)	dingt af	dongt af	afdingt	afdongt
3rd person singular	dingt af	dong af	afdingt	afdong
plural	dingen af	dongen af	afdingen	afdongen
subjunctive sing.1	dinge af	donge af	afdinge	afdonge
subjunctive plur.1	dingen af	dongen af	afdingen	afdongen
imperative sing.	ding af
imperative plur.1	dingt af
participles	afdingend	(hebben) afgedongen
1)Archaic.

Anagrams

• dingen af