Danish edit

Etymology edit

be- +‎ laste (load)

Pronunciation edit

Verb edit

belaste (imperative belast, infinitive at belaste, present tense belaster, past tense belastede, perfect tense har belastet)

  1. To encumber. (also figurative)
    • 1998, Poul Ørum, Drøm og selvindsigt, Lindhardt Og Ringhof:
      Det bekræftede jeg, uden dog at røbe at det var Ronald Sørensen, der havde belastet mig med sin problematiske identitet.
      I confirmed this, though without saying that it was Ronald Sørensen who had burdened me with his problematic identity.
    • 2015, Nini Theilade, Lone Kühlmann, Nini Theilade: Dansen var det hele værd, Art People, →ISBN:
      Det har selvfølgelig gjort ubodelig skade i forhold til min datter og belastet vores forhold hele livet.
      This has, of course, made irrevocable damage to my daughter and strained our relationship for life.

Conjugation edit

Dutch edit

Pronunciation edit

  • (file)

Verb edit

belaste

  1. (dated or formal) singular present subjunctive of belasten

German edit

Pronunciation edit

Verb edit

belaste

  1. inflection of belasten:
    1. first-person singular present
    2. singular imperative
    3. first/third-person singular subjunctive I

Italian edit

Verb edit

belaste

  1. inflection of belare:
    1. second-person plural past historic
    2. second-person plural imperfect subjunctive

Norwegian Bokmål edit

Etymology edit

From Middle Low German or German belasten.

Verb edit

belaste (imperative belast, present tense belaster, passive belastes, simple past and past participle belasta or belastet, present participle belastende)

  1. to charge (an amount, an account)
  2. to load, burden
  3. to strain (a muscle, one's back)

Derived terms edit

References edit