Danish edit

Verb edit

intuere (imperative intuer, infinitive at intuere, present tense intuerer, past tense intuerede, perfect tense har intueret)

  1. to intuit
    • 2001, Conni-Kay Jørgensen, Var det ikke nok med Iliaden?: en filosofisk læsning af Carolo Emilio Gaddas forfatterskab, →ISBN:
      Romanen slutter som sagt med en ny tankes opståen, nærmere bestemt sker der det, at Ingravallo intuerer, hvem morderen er, uden at kunne vide, endsige bevise det.
      As has been noted, the novel ends with the formation of a new thought, more precisely, what happens is that Ingravallo intuits who the murderer is, without being able to know, let alone prove it.
    • 1964, Bent Schultzer, Direktiv Idealisme:
      De intuerede sandheder er absolutte, de sandheder, der ved deduktion afledes deraf, er derimod relative (»respektive«) ...
      The intuited truths are absolute, the truths, that are derived hence by deduction, on the other hand, are relative (»respective«) ...

Related terms edit

Latin edit

Verb edit

intuēre

  1. second-person singular present active imperative/indicative of intueor