krænke

See also: kränke

Danish

Etymology

From Middle Low German krenken, from Old Saxon *krenkian, from Proto-West Germanic *krankijan.

Pronunciation

IPA^(key): [ˈkʰʁ̥aŋɡ̊ə]

Verb

krænke (imperative krænk, infinitive at krænke, present tense krænker, past tense krænkede, perfect tense har krænket)