vængur

Icelandic

Etymology

From Old Norse vængr.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈvaiŋkʏr/

  Rhymes: -aiŋkʏr

Noun

vængur m (genitive singular vængs or vængjar, nominative plural vængir)

1. a wing

Declension

declension of vængur

m-s2	singular		plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	vængur	vængurinn	vængir	vængirnir
accusative	væng	vænginn	vængi	vængina
dative	væng	vængnum	vængjum	vængjunum
genitive	vængs / vængjar	vængsins / vængjarins	vængja	vængjanna

Derived terms

• baða vængjunum
• glæruvængur
• stíga í vænginn
• vængjaður