fløjte

Danish

Etymology

Borrowed from Middle Low German flöite, from Old French fleute.

Pronunciation

• IPA^(key): /flɔjtə/, [ˈfl̥ʌjd̥ə]

Noun

fløjte c (singular definite fløjten, plural indefinite fløjter)

1. (music) flute
2. (music) recorder
3. whistle (device used to make a whistling sound)

Declension

Declension of fløjte

common gender	Singular		Plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	fløjte	fløjten	fløjter	fløjterne
genitive	fløjtes	fløjtens	fløjters	fløjternes

Derived terms

• fløjtekoncert
• fløjtenist
• fløjtespil
• fløjtist
• hundefløjte
• panfløjte
• politifløjte

 

Descendants

• → Icelandic: flauta
• → Faroese: floyta

Verb

fløjte (past tense fløjtede, past participle fløjtet)

1. to whistle
2. to sing (of birds)
3. to play the flute or recorder

Conjugation

Inflection of fløjte

	present	past
simple	fløjter	fløjtede
perfect	har fløjtet	havde fløjtet
passive	fløjtes	fløjtedes
participle	fløjtende	fløjtet
imperative	fløjt	—
infinitive	fløjte	—
auxiliary verb	have	—
gerund	fløjten	—