værge
Danish edit
Pronunciation edit
Etymology 1 edit
From Old Danish wæri, from Old Norse verja, from Proto-Germanic *warjǭ, cognate with Norwegian verje, Swedish värja, värjo. Derived from the verb *warjaną, see below. Another derivation, *warīniz, is found in German Wehr and Danish værn.
Noun edit
værge c (singular definite værgen, plural indefinite værger)
- (law) guardian (of a child or incompetent adult)
Declension edit
Declension of værge
Related terms edit
Noun edit
værge n (singular definite værget, plural indefinite værger)
- (dated) protection, care
- (dated) weapon
- 1972, Charles Lamb, translated by Johanne Kastor Hansen, Fortællinger fra Shakespeares verden, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:
- »Nej,« sagde Ferdinand, »den behandling vil jeg sætte mig imod, indtil jeg ser min fjendes overmagt,« hvorpå han drog sit værge, ...
- (please add an English translation of this quotation)
- 1919, Morten Korch, Studeprangeren, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:
- ... da han paa samme Tid svang sin Pisk, som Hellig Jørgen sit Værge da han undlivede Dragen, ...
- (please add an English translation of this quotation)
- 1963, – Homer (tr. by Mogens Boisen), Iliaden, Gyldendal, reprinted 2017, Lindhardt og Ringhof (→ISBN)
- Men da de, hver i sin flok, var rustet med våben og værge, / stævned de midt gennem troernes hær og akaiernes falanks.
- (please add an English translation of this quotation)
Declension edit
Declension of værge
Etymology 2 edit
From Old Danish wæriæ, from Old Norse verja, from Proto-Germanic *warjaną, cognate with English wear (“to guard”) and German wehren.
Verb edit
værge (imperative værg, infinitive at værge, present tense værger, past tense værgede, perfect tense har værget)