besejre

Danish

Etymology

be- +‎ sejre (“triumph, be victorious”), after German besiegen.

Verb

besejre (imperative besejr, infinitive at besejre, present tense besejrer, past tense besejrede, perfect tense har besejret)

1. (transitive) To conquer, to defeat

References

• “besejre” in Den Danske Ordbog