sværþ

Old Swedish

Etymology

From Old Norse sverð, from Proto-Germanic *swerdą.

Noun

sværþ n

1. sword

Declension

  Declension of sværþ (strong a-stem)

neuter	singular		plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	sværþ	sværþit	sværþ	sværþin
accusative	sværþ	sværþit	sværþ	sværþin
dative	sværþi, sværþe	sværþinu, sværþeno	sværþum, sværþom	sværþumin, sværþomen
genitive	sværþs	sværþsins	sværþa	sværþanna

Descendants

• Swedish: svärd