Danish edit

Etymology edit

From Old Norse skamma, from Proto-Germanic *skamāną, cognate with English shame, Dutch schamen, Gothic 𐍃𐌺𐌰𐌼𐌰𐌽 (skaman).

Pronunciation edit

Verb edit

skamme (imperative skam, infinitive at skamme, present tense skammer, past tense skammede, perfect tense har skammet)

  1. (reflexive) to be ashamed
    Skam dig!
    You should be ashamed of yourself!
  2. (rare, transitive) to convince someone into doing something by making them feel shame
    • 1845, J. R. Hübertz, Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus, page 231:
      Saa maatte Byfogden sende Bud efter hendes Farbroder, Niels Nielsen, som skammede hende til at gaae hjem.
      Then the bailiff had to send for her paternal uncle, Niels Nielsen, who shamed her into going home.
    • 2013, Diane Gaston, Ærens kamp mod lidenskaben, Förlaget Harlequin AB, →ISBN:
      Han var kommet her til Hôtel de Flandres, fordi Landon havde skammet ham til at besøge sin far.
      He had come here to Hôtel de Flandres, because Landon had shamed him into visiting his father.
    • 2014, Kiera Cass, The Selection #1: Udvælgelsen, Tellerup A/S, →ISBN:
      Jeg så ham direkte i øjnene og skammede ham til at indse at det kun var et udvalgt mindretal af de mange der boede i paladset, som faktisk blev beskyttet.
      I looked him directly in the eyes and shamed him into realizing that it was only a select minority of the many that lived within the palace that were actually protected.

Conjugation edit

Derived terms edit

Norwegian Bokmål edit

Etymology edit

From Old Norse skamma.

Verb edit

skamme (imperative skam, present tense skammer, passive skammes, simple past and past participle skamma or skammet, present participle skammende)

  1. (reflexive) to be ashamed, to feel shame

References edit