hræn

Old English

Etymology

From Proto-West Germanic *hraʀnu, from Proto-Germanic *hraznō, from Proto-Indo-European *kres- (“spring, wave”).

Pronunciation

• IPA^(key): /xræn/, [r̥æn]

Noun

hræn f (nominative plural hræna or hræne)

1. wave, billow
2. flood, sea

Declension

Declension of hræn (strong ō-stem)

Case	Singular	Plural
nominative	hræn	hræna, hræne
accusative	hræne	hræna, hræne
genitive	hræne	hræna
dative	hræne	hrænum

Derived terms

• hærn