soncræft

Old English

Etymology

From sōn +‎ cræft.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈsoːnˌkræft/

Noun

sōncræft m

1. music

Declension

Declension of soncræft (strong a-stem)

Case	Singular	Plural
nominative	sōncræft	sōncræftas
accusative	sōncræft	sōncræftas
genitive	sōncræftes	sōncræfta
dative	sōncræfte	sōncræftum

References

Joseph Bosworth and T. Northcote Toller (1898) “sōncræft”, in An Anglo-Saxon Dictionary‎^[1], 2nd edition, Oxford: Oxford University Press.