læggia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse leggja, from Proto-Germanic *lagjaną.

Verb

læggia

1. lay, put in a resting position

Conjugation

Conjugation of læggia (weak)

	present			past
infinitive	læggia			—
participle	læggiandi, læggiande			laghþer
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	lægger	læggi, lægge	—	laghþi, laghþe	laghþi, laghþe
þū	lægger	læggi, lægge	lægg	laghþi, laghþe	laghþi, laghþe
han	lægger	læggi, lægge	—	laghþi, laghþe	laghþi, laghþe
vīr	læggium, læggiom	læggium, læggiom	læggium, læggiom	laghþum, laghþom	laghþum, laghþom
īr	læggin	læggin	læggin	laghþin	laghþin
þēr	læggia	læggin	—	laghþu, laghþo	laghþin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	læggs	læggis	—	laghþis, -es	laghþis, -es
þū	læggs	læggis	—	laghþis, -es	laghþis, -es
han	læggs	læggis	—	laghþis, -es	laghþis, -es
vīr	læggiums, -ioms	læggiums, -ioms	—	laghþums, -oms	laghþums, -oms
īr	læggins	læggins	—	laghþins	laghþins
þēr	læggias	læggins	—	laghþus, -os	laghþins

Descendants

• Swedish: lägga