afheinen

Dutch

Etymology

From af +‎ heinen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌɦɛi̯.nə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧hei‧nen

Verb

afheinen

1. (transitive, dated) to fence off (to make something out of bounds by means of barriers)
2. (transitive, obsolete) to separate

Conjugation

Conjugation of afheinen (weak, separable)
infinitive	afheinen
past singular	heinde af
past participle	afgeheind
infinitive	afheinen
gerund	afheinen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	hein af	heinde af	afhein	afheinde
2nd person sing. (jij)	heint af, hein af2	heinde af	afheint	afheinde
2nd person sing. (u)	heint af	heinde af	afheint	afheinde
2nd person sing. (gij)	heint af	heinde af	afheint	afheinde
3rd person singular	heint af	heinde af	afheint	afheinde
plural	heinen af	heinden af	afheinen	afheinden
subjunctive sing.1	heine af	heinde af	afheine	afheinde
subjunctive plur.1	heinen af	heinden af	afheinen	afheinden
imperative sing.	hein af
imperative plur.1	heint af
participles	afheinend	afgeheind
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Synonyms

• beheinen
• omheinen

Derived terms

• afheining