See also: gälla

Old Swedish

edit

Etymology

edit

From Old Norse gella, gjalla, from Proto-Germanic *gellaną.

Verb

edit

gælla

  1. to yell
  2. to resound

Conjugation

edit
Conjugation of gælla (strong)
present past
infinitive gælla
participle gællandi, gællande gullin
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk gæller gælli, gælle gall gulli, gulle
þū gæller gælli, gælle gæll gallt gulli, gulle
han gæller gælli, gælle gall gulli, gulle
vīr gællum, gællom gællum, gællom gællum, gællom gullum, gullom gullum, gullom
īr gællin gællin gællin gullin gullin
þēr gælla gællin gullu, gullo gullin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk gælls gællis, gælles galls gullis, gulles
þū gælls gællis, gælles gallts gullis, gulles
han gælls gællis, gælles galls gullis, gulles
vīr gællums, -oms gællums, gælloms gullums, gulloms gullums, gulloms
īr gællins gællins gullins gullins
þēr gællas gællins gullus, gullos gullins
edit

Descendants

edit
  • Swedish: gälla

References

edit
  • gälla in Knut Fredrik Söderwall, Ordbok öfver svenska medeltids-språket, del 1: A-L