slækkia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse sløkkva, from Proto-Germanic *slakwjaną.

Verb

slækkia

1. to extinguish, to put out (a fire)

Conjugation

Conjugation of slækkia (weak)

	present			past
infinitive	slækkia			—
participle	slækkiandi, slækkiande			slækter
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	slækkir	slækki, slække	—	slækti, slækte	slækti, slækte
þū	slækkir	slækki, slække	slæk	slækti, slækte	slækti, slækte
han	slækkir	slækki, slække	—	slækti, slækte	slækti, slækte
vīr	slækkium, slækkiom	slækkium, slækkiom	slækkium, slækkiom	slæktum, slæktom	slæktum, slæktom
īr	slækkin	slækkin	slækkin	slæktin	slæktin
þēr	slækkia	slækkin	—	slæktu, slækto	slæktin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	slækkis	slækkis, slækkes	—	slæktis, slæktes	slæktis, slæktes
þū	slækkis	slækkis, slækkes	—	slæktis, slæktes	slæktis, slæktes
han	slækkis	slækkis, slækkes	—	slæktis, slæktes	slæktis, slæktes
vīr	slækkiums, slækkioms	slækkiums, slækkioms	—	slæktums, slæktoms	slæktums, slæktoms
īr	slækkins	slækkins	—	slæktins	slæktins
þēr	slækkias	slækkins	—	slæktus, slæktos	slæktins

Descendants

• Swedish: släcka